Ingen vil bo ved siden af Kim og Kanye

Det kan godt være, at Kim Kardashian og Kanye West er paparazziernes yndlingspar. Men hvis man spørger amerikanerne, så foretrækker mange at holde parret på sladderbladenes glitrede sider.

I hvert fald nærer få amerikanere et ønske om at få de kommende Hr. og Fru West som naboer. Det viser en meningsmåling fra ejendomsmæglerbloggen Zillow ifølge Rolling Stone.

Her svarer 25 procent af de adspurgte, at kendisparret er dem, de mindst vil have boende på den anden side af hækken. Kun to procent vil gerne være naboer med parret, som sammen har datteren North West.

Ifølge marketingchef for Zillow, Amy Bohutinsky, så er det ikke særligt attraktivt for amerikanerne at bo ved siden af kendte mennesker. Og når det kommer til stjerner så store som West og Kardashian er skræmmeeffekten særligt stor, siger hun ifølge Rolling Stone.

- Ingen ønsker at bo ved siden af en familie, som bliver fulgt af kameraer hele tiden, og som samtidig lader til selv at søge opmærksomhed, siger hun.

Sidste år havnede parret på andenpladsen, som i år indtages af deltagerne i realityprogrammet "Here comes Honey Boo Boo". Amerikanerne vil også helst undgå naboskab med blandt andet Justin Bieber, Miley Cyrus og Lady Gaga.

Flest foretrækker at bo ved siden af talkshowværten Jimmy Fallon, mens også skuespillerinden Jennifer Lawrence kommer højt som mest ønskværdige kendisnabo.

Newspaq

Dagens Gossip