Ingen ville hjælpe Julie, der sad alene i vejkanten – men en fremmed mand kunne se, at den var helt gal

Onsdag den 1. juni blev en af de dage, som den 19-årige Julie Skriver fra Kolding sent vil glemme. For midt under en aftentur i det gode sommervejr får hun det pludselig meget dårligt og må sætte sig ned i vejkanten.

- Jeg mærker først nogle slemme smerter i venstre side af hovedet, hvorefter jeg bliver så svimmel, at jeg bare må ned at sidde, fortæller Julie Skriver til Dagens.dk.

Mens Julie Skriver sidder hjælpeløs i vejkanten og får det værre, kører folk bare forbi hende.

Efter noget tid er der dog heldigvis en fremmed mand, som tager sig tid til at se, om Julie Skriver er okay.

- Det hele er meget tåget for mig på det tidspunkt, så jeg opfatter ikke alt, hvad der sker omkring mig. Men jeg husker, at et mand spørger mig, om jeg er okay, og jeg får svaret nej, siger hun.

Den venlige mand kører med det samme den 19-årige pige på Kolding Sygehus, da hun næsten ikke er til at komme i kontakt med.

Her er hun igennem flere undersøgelser og prøver. Efterfølgende bliver Julie Skriver overført til Esbjerg neurologisk afdeling, hvor de overvåger hende hele natten.

Julie Skriver, der lider af kronisk migræne, bliver heldigvis udskrevet dagen efter med beskeden om, at hun havde haft et svært ildebefindende.

- På sygehuset får jeg at vide, at det var meget heldigt, at jeg blev hjulpet på sygehuset så hurtigt, for det kunne have været gået helt galt, hvis jeg havde siddet alene og hjælpeløs i flere timer, siger Julie Skriver.

Efterlyser sin redningsmand på Facebook

Efter den ubehagelige episode skriver Julie Skriver et opslag på Facebook, hvor hun efterlyser sin redningsmand.

- Jeg fik aldrig fat i hvem han var, så jeg skrev et opslag på Facebook, da jeg gerne ville sige mange tak for hans store hjælp, siger Julie Skriver.

Og det lykkes faktisk for Julie Skriver at komme i kontakt med sin redningsmand og takke ham for den store hjælp.

Til Dagens.dk fortæller den 30-årige redningsmand, Henrik Møller Hansen, hvordan han oplevede det hele.

- Jeg kommer kørende og skal holde for rødt, da jeg ser en pige i vejkanten, som bestemt ikke ser ud til at have det særlig godt, siger Henrik Møller Hansen til Dagens.dk.

 Henrik Møller Hansen/privatfoto

Han beslutter sig derfor for at køre ind til siden for at høre, hvordan hun har det.

- Jeg får ikke rigtigt noget svar, og hun virker meget omtåget og ukontaktbar. Derfor beslutter jeg at køre hende på sygehuset. Da jeg får hende ind på bagsædet af bilen besvimer hun, så jeg er glad for at jeg stoppede for at hjælpe hende, siger Henrik Møller Hansen.

I en af kommentarerne til Julie Skrivers opslag fortæller en kvinde undskyldende, at hun havde kørt forbi Julie på cykel, men ikke stoppede, fordi hun troede at den 19-årige bare var fuld.

Derfor opfordrer Julie Skriver alle til at være opmærksomme, hvis de ser en have det dårligt.

Følg Dagens Helte for flere lignende artikler:

 

 

 

 

 

 

Dagens Gossip