Inger Støjberg: PET skal arbejde tættere med myndighederne

Skrevet af admin

03/11/2015

Mest læste i dag

Når flere tusinde flygtninge og migranter er kommet til Danmark siden 6. september, er dialogen tæt mellem myndighederne og Politiets Efterretningstjeneste (PET) for at undgå, at eventuelle terrorister sniger sig over grænsen.

Men samarbejdet kan blive endnu bedre, lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der vil sætte de relevante myndigheder og efterretningstjenesten i stævne for at forbedre arbejdsgangene.

- Jeg er netop nu ved at overveje, om myndighederne og PET har de rette instrumenter, eller om der er behov for flere tiltag, fortæller ministeren på et samråd.

- Formålet er især at skærpe opmærksomheden for udlændinge, der kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

På samrådet drøftes det, om der kan være terrorister blandt de flygtninge eller migranter, der er kommet til Danmark siden 6. september.

På samrådet har justitsminister Søren Pind (V) fortalt, at der siden begyndelsen af september er ankommet mere end 45.000 flygtninge og migranter til Danmark.

Pind fortæller dog, at "flere tusinde" har forladt Danmark igen.

Inger Støjberg siger blandt andet, at PET skal undervise myndighederne, så sagsbehandlerne kan blive bedre klædt på.

- Styrelsen skal blive bedre til at konstatere, om en asylsøger i en konkret sag kan have en tilknytning til en ekstremistisk organisation eller en terroristorganisation, siger ministeren.

- Samarbejdet med myndighederne og efterretningstjenesterne skal sikre, at efterretningsvæsnet får det bedst mulige grundlag for, om der befinder sig sådanne personer i Danmark.

PET vurderede i september, at der blandt flygtninge fra Syrien eller Irak kan være personer, der sympatiserer med militant islamisme.

Senere i samme måned nedtonede PET dog risikoen for, at terrorister er sluppet med ind over grænsen.

/ritzau/