Inger Støjberg: - Salafisterne skal rejse hen hvor deres syge holdninger deles

Venstres integrationsordfører, Inger Støjberg, langer hårdt ud efter de danske islamister, der modtager oplæring af en aggressiv islamistisk prædikant.

Det er TV2 Nyhederne, der her til aften kunne fortælle, at den førende prædikant, Omar Bakri, der er tilhænger af Al Qaeda, tilsyneladende har forbindelse til flere danske islamister.

Blandt disse danske islamister er gruppen med navnet "Kaldet til Islam", og de bliver undervist med budskaber om, at profeten Muhammeds fjender skal dræbes. Og det gælder altså også tegneren Kurt Westergaard.

- Straffen til dem, der erklærer krig mod Allah og hans udsending og spreder fordærv på Jorden, er at blive dræbt eller korsfæstet og få hænder og ben hugget af fra begge sider samtidigt, skriver Omar Bakri i det chatforum, der hedder Paltalk.

Det får Inger Støjberg til at sige, at disse islamister bør fise ud af Danmark.

- Jeg synes, at salafisterne skal rejse hen til et land hvor deres syge holdninger passer ind.

Og hun fortsætter.

- Jeg har dog en lumsk anelse om, at de står der på Kgs. Nytorv og råber op, mens de tænker, at det er temmelig bekvemt at leve i Danmark. Her har man retten til at tro, tænke og sige hvad man vil, frem for at skulle leve efter en syg tolkning af en død profets luner, og så har man tilmed ret til en lang række ydelser i form af hjælp og støtte fra velfærdssamfundet, skriver Inger Støjberg på sin Facebook-side.

Hvad mener du? Er det i orden, at danske islamister deltager i chatforums med disse budskaber?

Dagens Gossip