Iniesta: Messi kommer tilbage efter mere

Lionel Messi, der mandag aften blev hædret som verdens bedste fodboldspiller i 2012, har ikke tænkt sig at skrue ned for sit prisvindende tempo. Han har allerede sat kursen mod en femte Fifa Ballon d'or i træk.

Det mener holdkammeraten Andrés Iniesta, som med knapt 11 procent af stemmerne havde langt op til det argentinske målmonster, der med mere end 40 procent vandt afstemningen om Den Gyldne Bold.

- Leo vil ikke lade en femte Ballon d'Or slippe væk, hvis han fortsætter i denne retning, siger Iniesta.

- Jeg lykønsker ham med den fjerde, hvilket gør ham unik, tilføjer den 28-årige spanier, som dog peger på, at Messis enorme succes på fodboldbanen såvel som til kåringsfester også kan tilskrives det hold, han spiller på: Mægtige FC Barcelona.

Landstræner Morten Olsen, som var en af de tre danske stemmeafgivere i afstemningen, foretrak Iniesta frem for Messi og gav EM-vinderen fem point, mens argentineren måtte nøjes med tre.

Spanieren har haft et fremragende 2012 og blev efter sidste sommers EM-slutrunde kåret som turneringens bedste spiller af det europæiske fodboldforbund, Uefa.

Iniesta, der også blev kåret som kampens bedste i Spaniens historiske finalesejr på 4-0 over Italien, spillede også en afgørende rolle ved VM i 2010, hvor han scorede finalens eneste mål og sænkede Holland.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip