Inspektører får stram tidsplan i Syrien

SYRIEN: FNs våbeninspektører i Syrien ventes at have færdiggjort deres arbejde mandag, skriver Reuters. Inspektørerne undersøger i disse dage syv steder i landet, hvor både den syriske regering og oprørere hævder, at enten kemiske eller biologiske er blevet brugt i angreb,

Samtidig meddeler FNs kontor i Damaskus, at inspektørernes rapport vil være klar i slutningen af oktober.

Tre af lokaliteterne ligger rundt om Damaskus.

Angrebene her skulle have fundet sted efter det angivelige giftgasangreb 21. august, der udløste den seneste krise med trusler om angreb fra USA og Frankrig. Krisen ser nu ser ud til at finde sin foreløbige afslutning med en snarlig vedtagelse af en FN-resolution om Syriens kemiske afvæbning.

Afstemningen kan ifølge flere internationale nyhedsmedier finde sted allerede lørdag nat, efter at Sikkerhedsrådets fem faste medlemmer, herunder USA og Rusland, natten til fredag blev enige om en resolutionstekst.

Efter vedtagelsen i Sikkerhedsrådet kommer næste skridt i afvæbningsprocessen.

Processen vil involvere Organisationen til Forbud for Kemiske Våben (OPCW), hvis styrelse allerede mødes fredag aften i hovedkvarteret i Haag, for at diskutere hvordan beslutningen om at overdrage og destruere Syriens kemiske våben skal gribes an.

OPCW, der er en international organisation med 189 medlemsstater, er ikke officielt medlem af FN-familien, men har siden 2001 haft en samarbejdsaftale med FN og fungerer som dens vagthund, når det gælder overholdelsen af konventionen om forbud mod kemiske våben. Det gælder også fremstilling, oplagring og destruktion af kemiske våben.

Forud for aftenens møde hedder det i følge AFP i oplægget til en arbejdsplan, at inspektionen af Syriens kemiske våbenlagre må starte allerede på tirsdag.

Samtidig hedder det, at inspektørerne skal have adgang til alle steder, der var været involveret i Syriens kemiske våbenprogram.

Avisen Washington Post skrev fredag, at destruktionen af Syriens anslået 1.000 ton kemiske våben kan gennemføres på ni måneder.

Ifølge avisen har både USA og Rusland i al hemmelighed gennemført undersøgelser af, hvordan de kemiske våben er skruet sammen og fundet frem til, at lagrene fortrinsvis består af enkeltkomponenter, der ikke er blandet og dermed ikke er øjeblikkeligt anvendelige som våben.

Aftalen mellem USA og Rusland der forventeligt vil afspejles i den kommende FN-resolution siger, at de kemiske våben skal være destrueret midt i 2014.

Dagens Gossip