Institut: Kropskamera i fængsler mistænkeliggør betjente

Skrevet af admin

06/05/2015

Mest læste i dag

Fængselsbetjente udstyret med kameraer på uniformen - de såkaldte kropskameraer - vil bidrage til "big brother" i samfundet, mener Dignity, Dansk Institut Mod Tortur.

- Vi tror ikke på, at tillid er godt, men kontrol bedre. Når vi kæmper mod et overvågningssamfund generelt, fordi det griber ind i retten til privatliv, hvordan kan vi så forsvare, at en gruppe i samfundet konstant skal overvåges?

- Det vil sende et signal om, at man ikke stoler på, at fængselsbetjentene agerer inden for lovens rammer, siger Therese Rytter chefjurist i Dignity i en pressemeddelelse onsdag.

Udtalelsen kommer, efter at DR over weekenden har skrevet om fængselsbetjente, som er blevet udsat for mobning på deres arbejdsplads, efter at de har vidnet mod kolleger, der har været voldelige mod indsatte.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty mener ifølge DR, at det kunne undgås, hvis fængselsbetjente havde kameraer på kroppen. På den måde ville alt blive filmet, og man ville slippe for at skulle melde sine kolleger for vold.

Men Dignity mener, at kropskameraer vil føre til unødig mistænkeliggørelse af betjentene.

- I kampens hede glemmer vi de mange velfungerende betjente, som gør en stor indsats for at gøre en for mange indsatte utålelig tilværelse tålelig, siger Therese Rytter.

Det er hendes frygt, at kameraerne vil forpeste klimaet i fængslerne og dermed ikke bidrage til at nedbringe volden.

- Vi har derimod brug for at styrke ansattes mulighed for at indberette overgreb uden at risikere repressalier, og der skal være bedre registrering af magtanvendelse herunder vold, siger Therese Rytter.

Dignity foreslår en kortlægning af, hvornår den overdrevne magtanvendelse finder sted, før man drager forhastede konklusioner.

Ifølge instituttet kunne det desuden bidrage til at skabe et bedre fængselsklima at give Kriminalforsorgen flere penge til at ansætte flere betjente.

- Erfaringen fra andre europæiske lande er, at ratioen mellem ansat og indsat er helt central. Jo flere betjente per indsat desto større mulighed er der for at løse konflikter med fredelige midler, lyder det.

/ritzau/