Instruktør: Fogh havde mikrofon på under Putin-samtale

Skrevet af admin

17/04/2014

Dagens topnyheder

Under optagelserne til dokumentarfilmen "Fogh bag facaden" i 2002 havde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen en mikrofon på under en privat samtale med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det skete efter et pressemøde i Bruxelles, som Fogh som daværende EU-formand holdt sammen med Putin om EU's østudvidelse. Det fortæller filmens instruktør, Christoffer Guldbrandsen, der i dag er journalistisk chef for DR2.

- Situationen var, at jeg havde sat en mikrofon på Anders Fogh Rasmussen inden et pressemøde i Bruxelles. Fogh havde mikrofonen på under pressemødet.

- Da de så går ud efter pressemødet, har Anders Fogh Rasmussen stadig mikrofonen på, og der taler han privat med Vladimir Putin. Det bliver optaget og viderebragt i filmen, siger Christoffer Guldbrandsen til Ritzau.

Samtalen mellem Fogh og Putin, der blev viderebragt i filmen, handlede om journalister.

- Fogh siger til Putin, at "jeres journalister er mindst lige så kritiske som vores", og Putin svarer ham: "They are bandits all of them" (de er banditter alle sammen, red.).

- Det reelle er, at det var ret ufarligt. Det var en frisk sidebemærkning, men det var tydeligt, at det var en samtale, som Putin antog var privat, siger Christoffer Guldbrandsen.

Anders Fogh Rasmussen var ifølge instruktøren yderst forsigtig med, hvornår han havde en mikrofon på under optagelserne til dokumentarfilmen, der skildrede forløbet under det danske EU-formandskab, hvor EU's østudvidelse blev forhandlet på plads.

- For retfærdighedens skyld skal det siges, at Fogh var meget opmærksom på ikke at have mikrofon på i de situationer. Det var kun, fordi det var et pressemøde, at jeg fik den mikrofon på ham, fortæller Christoffer Guldbrandsen.

Putin fremsatte torsdag beskyldninger mod Anders Fogh Rasmussen under sin årlige spørgesession på russisk tv, hvor russere kan ringe ind og stille præsidenten spørgsmål.

Putin nævnte beskyldningen mod Natos øverste chef i forbindelse med en efterlysning af mere tillid mellem Rusland og USA.

Om Fogh Rasmussen siger Putin, at denne i sin tid som dansk statsminister hemmeligt havde optaget og lækket en privat samtale mellem dem til pressen. Men det afvises både af Natos talskvinde og Foghs særlige rådgiver som "totalt nonsens".

/ritzau/