Instruktør afskriver ikke Olsen-tvillinger

Skrevet af admin

12/04/2016

Dagens topnyheder

Det blev ikke til et fuldt hus, da "Hænderne fulde"-forfatteren Jeff Franklin besluttede sig for at genoplive den populære 90'er-sitcom.

De berømte Olsen-tvillinger, Mary-Kate og Ashley, sagde nemlig pænt nej tak til at spille med i genindspilningen "Hænderne endnu mere fulde", som havde premiere på Netflix i februar med blandt andet Bob Saget i sin oprindelige rolle som familieoverhovedet Danny Tanner.

Alligevel har seriens skaber, Jeff Franklin, ikke helt opgivet håbet, siger han i forbindelse med Netflix' presseevent i Paris.

- Nu er vi jo allerede godt i gang med sæson 2, så nu må vi se. Vi vil i hvert fald give dem (Mary-Kate og Ashley Olsen, red.) tilbuddet og håbe på det bedste, siger Jeff Franklin.

I den oprindelige serie spiller Bob Saget hovedrollen som Danny Tanner, hvis kone netop er død i et trafikuheld.

Tanner beder derfor sin bror Jesse ("Uncle Jesse") og sin bedste ven Joey om hjælp til at passe sine børn, den 10-årige D.J., femårige Stephanie og den blot 10 måneder gamle Michelle.

Og netop Michelle glimrede altså ved sit fravær i den nye ombæring af serien.

Olsen-tvillingerne, der i dag ernærer sig som modedesignere, sagde efter sigende nej tak til et gensyn med en stor del af deres tidlige barndom, og det var en skuffelse for manden bag både den gamle og nye serie.

- Det var en stor skuffelse for os, da vi hørte, at de ikke ville deltage i Fuller House (Hænderne endnu mere fulde, red.). Det føltes som en stor familiefest, hvor alle ikke var til stede, siger Jeff Franklin.

I den oprindelige serie er søstrene fælles om at spille rollen som Michelle Tanner, familiens og seriens yngste medlem. Søstrene var blot spædbørn, da serien havde premiere i 1987, men fik i de i alt otte sæsoner, der fulgte, en betydelig rolle i serien som den bedårende lillesøster.

Ikke alle vidste, at rollen som Michelle gav arbejde til to børneskuespillere, og da slet ikke tvillinger, eftersom rollen i rulleteksterne var krediteret som "Mary Kate Ashley Olsen".

Skaberne af serien ønskede nemlig at holde det hemmeligt, at de nu berømte tvillinger spillede rollen i fællesskab.

/ritzau/FOKUS