Instruktør fik film foræret af Spielberg

Der er muligheder, der er så store, at man ikke kan sige nej. Og præcis sådan var det for den svenske filminstruktør, Lasse Hallström, der blev spurgt om han ville instruere filmatiseringen af romanen "Hundredefodsrejsen".

Og det var ikke hvem som helst, der spurgte.

- Steven Spielberg skulle egentlig have instrueret den, men han ombestemte sig og valgte at overlade den til mig i stedet. Han får jo tilbudt utrolig mange opgaver og alle de filmperler, man kan forestille sig. Og han har altid gang i noget nyt, fortæller Lasse Hallström.

Steven Spielberg tog i stedet rollen som producer sammen med ingen ringere end Oprah Winfrey. De to er ud over filmens hovedrolleindehaver Helen Mirren de mest kendte navne, der har arbejdet på filmen.

- Det fint at kunne nævne Oprah Winfrey og Steven Spielberg i sammenhæng med filmen, for det er en lille film, der ikke har mange kendte navne på rollelisten, fortæller Lasse Hallström, der under arbejdet med "Hundredefodsrejsen" kom ganske tæt på sit store idol.

- Han gav mig mange gode kommentarer til manuskriptet, og han var sågar med i klipperummet et par dage, hvor han gav os nogle gode idéer. Jeg fik lov at arbejde sammen med ham og lære ham at kende, og det var virkelig vidunderligt, fortæller han.

"Hundredefodsrejsen" har dansk premiere den 11. september.

Newspaq

Dagens Gossip

Dagens TV