Intens aktivitet for at få aftale mellem EU og Ukraine

Skrevet af admin

18/11/2013

Dagens topnyheder

EU-landenes udenrigsministre har måttet opgive en gammel plan om at bruge deres møde mandag i Bruxelles til at træffe den formelle beslutning om, at EU på et topmøde om 10 dage i Vilnius kan underskrive en stort anlagt aftale med Ukraine.

Men efter mandagens møde står det klart, at der de kommende dage kommer til at være intens aktivitet for at sikre, at Ukraine når at opfylde alle de krav, EU stiller for at ville skrive under.

To udsendinge fra EU-Parlamentet - irske Pat Cox og polske Aleksander Kwasniewski - er med, når det ukrainske parlament tirsdag igen forsøger løse den fastlåste situation om den syge, fængslede tidligere regeringsleder Julia Timosjenko.

EU's udenrigschef, Catherine Ashton, meddeler mandag aften desuden, at EU's udvidelseskommissær, Stefan Füle, også rejser til Kijev tirsdag.

Det sker som opfølgning på en telefonsamtale, kommissionsformand José Manuel Barroso havde med den ukrainske præsident, Viktor Janukovitsj, i fredags.

- Jeg vil virkelig opfordre dem (ukrainerne, red.) til at gribe chancen og høste gevinsten. Vi ønsker ikke at se dem ladt tilbage, mens andre gør betydelige fremskridt på deres vej mod Europa, siger udenrigschef Ashton på et pressemøde i Bruxelles.

For at underskrive den allerede færdigforhandlede aftale med Ukraine kræver EU, at landet reformerer sin valglov og sit retssystem - samt at der bliver sat en stopper for såkaldt selektiv retfærdighed.

Det handler om Julia Timosjenko, som ifølge sine støtter er fængslet, alene fordi præsident Janukovitsj vil holde hende ude af politik.

Den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, bekræfter, at Tysklands tilbud om at bringe Timosjenko til lægebehandling i Tyskland stadig står ved magt.

Men hverken Westerwelle eller andre af hans kolleger ønsker mandag at svare på, om det vil opfylde EU's krav, hvis Timosjenko får lov til at rejse.

Dermed er det uklart, om EU også vil kræve en benådning af Timosjenko samt en garanti for, at hun efter endt behandling kan vende tilbage til ukrainsk politik.

- Der er et meget massivt pres for at levere fremskridt. Der er leveret en række resultater, men der bliver tale om en samlet vurdering, siger Danmarks fungerende udenrigsminister, Christian Friis Bach (R), efter mandagens møde.

/ritzau/