Intensiv undervisning hjælper svage elever

Skrevet af admin

12/08/2015

Dagens topnyheder

Det virker at sende elever på camp, så de kan knække læsekoden og få hoved og hale på bogstaverne.

Det virker også, hvis man giver elever fra 2. klasse 30 minutters ekstraundervisning i matematik to gange om ugen. Eller sender 100 drenge på camp i 14 dage i sommerferien.

93 procent af lærere og skoler siger, at elever, der slås med tal og bogstaver, rykker sig, hvis de kommer på et intensivt forløb.

Det skriver Politiken onsdag.

Forældrene har samme oplevelse. 88 procent siger, at deres børns faglige niveau har et løft, efter at de har været i et forløb med et klart fokus. Det viser en undersøgelse, som Egmont Fonden fremlægger onsdag.

- Undersøgelsen viser potentialet i at give elever et ekstra skub eller en frisk start. Når eleverne kommer i en sammenhæng, hvor de møder nogle, der er i samme situation som dem selv og bliver støttet fagligt og personligt, så rykker det, siger direktør i Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration Henriette Christiansen til Politiken.

- Turboforløb er dyre, men det er en god investering. Vi taler om, at 15 til 20 procent går ud af folkeskolen og ikke kan regne, skrive eller læse tilstrækkeligt. Vi skal gøre noget for, at den procentdel kommer ned, siger hun.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) tager godt imod rapporten og vil til efteråret fremlægge en række initiativer om turboforløb.

- For regeringen er det vigtigt, at man drager nytte af Egmont Fondens erfaringer og en lang række af de andre projekter, som har været gennemført. Tanken er dog ikke, at regeringen skal overtage opgaven. Det handler snarere om at dele den viden, der er, og sikre, at erfaringerne kommer flere til gode, siger hun.

/ritzau/