Intensive sommerskoler løfter svage elever markant

Skrevet af admin

22/10/2014

Dagens topnyheder

De svageste elever i folkeskolen kan forbedre deres færdigheder i dansk og matematik markant, hvis de bruger et par uger af sommerferien i en såkaldt sommerskole, hvor flere lærere og mentorer skal inspirere eleverne.

Næsten tre skoleårs forbedringer af læsefærdighederne over to læringsår i matematik og et læringsår i stavning er blandt de resultater, som 99 drenge i alderen 14-16 år på LøkkeFondens "Drengeakademi" har fået ud af to ugers intensiv sommercamp. Det skriver DR Nyheder.

Under opholdet får eleverne intensiv undervisning kombineret med faste rammer, sund kost, motion, søvn og et minimum af mobiltelefoner, computer og tv.

Lær for Livets "Learning Camp", som drives i et samarbejde mellem Egmont Fonden og landets kommuner, har også gode resultater fra to ugers sommerskole med 100 elever i alderen 10-13 år. Her har eleverne i snit indhentet mere end et halvt skoleår på to uger.

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, roser over for Ritzau de erfaringer, som sommerskolerne gør sig. Erfaringerne kan dog blive svære at overføre til folkeskolen.

- Jeg er ikke i tvivl om, at man vil få samme effekt, hvis man havde sådanne forløb i folkeskoleregi. Men en uafhængig analyse viser, at der i dag er 13 procent færre ressourcer per elev i folkeskolen, end der var i 2002.

- Muligheden for at lave et intensivt forløb som sommerskolerne kræver rigtig mange ressourcer, og dem skal man være klar til at tilføre, siger lærerformanden.

Lærerformanden mener ikke, at sommerskolernes gode erfaringer giver anledninger til ændringer i læreruddannelsen.

- Det er ikke særlige undervisningsmetoder, som sommerskolerne bruger, men de har en stor mængde ekspertise til rådighed, og de har mange lærerressourcer til rådighed i et motiverende undervisningsmiljø.

- Jeg tror ikke, det er læreruddannelsen, man skal fokusere på, men skolernes mulighed for at gennemføre sådanne forløb, siger han til Ritzau.

/ritzau/