Inter henter oprejsning mod Fiorentina

Skrevet af admin

16/02/2014

Dagens topnyheder

Inter stoppede en kedelig stime på fem nederlag i træk på udebane i Serie A.

Holdet vandt 2-1 over Fiorentina og gav fodboldspillerne fra Firenze et lille knæk i deres drømme om medaljer.

Det var argentineren Mauro Icardi, som kom ind fra bænken og scorede Inters sejrsmål 25 minutter før tid.

Forinden var Inter efter en god start kommet foran med 1-0 på scoring af Rodrigo Palacio tæt under mål efter godt og vel en halv time.

Hjemmeholdet havde også sine chancer i første halvleg, men udligningen kom først kort efter pausen, hvor Juan Cuadrado scorede til 1-1.

Fiorentina mangler fortsat den skadede angriber Giuseppe Rossi og havde desuden Borja Valero ude med karantæne. Til gengæld blev Mario Gómez skiftet ind og fik dermed sine første minutter i benene efter en skadespause, der har varet siden september sidste år.

Mauro Icardi havde været skadet hos Inter siden slutningen af december. Han kom på banen efter 55 minutter og skulle ikke bruge mange minutter, før han havde bragt Inter i front med 2-1.

Målet var en kende kontroversielt fordi Icardi nok var en lille my offside, men scoringen fik lov at stå.

I tillægstiden var Fiorentina tæt på udligning, men den øjeblikkelige nummer fire i Serie A må finde sig i et ubehageligt pointtab til nummer fem.

Juventus er fortsat nummer et i Serie A med 60 point for 23 kampe. Roma har 51 point for en kamp færre, mens Napoli har 47, også for 23 kampe. På fjerde- og femtepladsen har Fiorentina og Inter henholdsvis 44 og 39 point.

/ritzau/