Inter triumferer i stormøde i Coppa Italia

Skrevet af admin

20/01/2016

Dagens topnyheder

Den italienske fodboldklub Napoli må vente mindst en sæson mere på at sikre sig klubbens sjette pokaltriumf.

Drømmen om at vinde Coppa Italia i 2016 blev nemlig slukket tirsdag aften, da Serie A's tophold blev dukket med 2-0 på eget græs i kvartfinalen af ligaens nummer tre, Inter.

Efter en første halvleg med jævn dominans af hjemmeholdet, blev det mere jævnbyrdigt efter pausen, og med et kvarter tilbage kunne Stevan Jovetic bringe gæsterne foran.

Det fik Napoli-træner Maurizio Sarri til at beordre sine spillere frem i en afsluttende offensiv, men det lykkedes ikke at passere Inters slovenske keeper, Samir Handanovic.

I stedet slog gæsterne kontra i dommerens overtid, og Adam Ljajic cementerede den flotte Inter-sejr ved at passere Pepe Reina i Napolis mål.

Inters træner, Roberto Mancini, og Napoli-spilleren Dries Mertens fik begge rødt kort i kampens dramatiske slutfase.

I semifinalen møder Inter enten Lazio eller Juventus. Den anden semifinale står mellem overraskelsen Alessandria fra den tredjebedste række og AC Milan.

/ritzau/