Interessen daler: Færre danskere ejer svensk feriehus

Svenske feriehuse er fortsat populære blandt danskere, men interessen for at eje en ødegård hinsidan har tilsyneladende toppet.

Nordea Kredit er ved hjælp af tal fra Statistiska Centralbyrån nået frem til, at antallet af danskere, der ejer et svensk fritidshus, er faldet for tredje år i træk.

Sidste år var der 11.267 af slagsen, og det er stadig to en halv gang så mange som ved årtusindskiftet, hvor Øresundsbroen åbnede. Det er dog samtidig 428 færre end i 2012, hvor tallet toppede.

Boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit peger på prisforskellen på et svensk og et dansk feriehus som en væsentlig årsag.

Den var væsentlig højere for ti år siden, hvor et gennemsnitligt dansk sommerhus på 90 kvadratmeter var 674.000 kroner dyrere end et svensk. I dag er et dansk sommerhus faktisk 78.000 kroner billigere.

- De seneste otte år er prisen på et dansk sommerhus faldet ganske mærkbart, mens prisen på et svensk sommerhus er fortsat op.

- På den baggrund er det ikke overraskende, at de danskere, som overvejer et sommerhuskøb, tænker sig om to gange, før valget falder på et svensk fritidshus, siger Lise Nytoft Bergmann.

I dag er hvert 15. fritidshus i Sverige ejet af en udlænding, mens man i Danmark siden 1972 ikke har kunnet købe sommerhus, hvis man ikke er dansker.

/ritzau/

Dagens Gossip