Interesseorganisation lægger sag an mod USAs regering

Organisationen American Civil Liberties Union (ACLU) anklager regeringen for brud på den amerikanske forfatning efter sidste uges afsløring af myndighedernes omfattende telefon- og dataovervågning.

Sidste uge kom det frem, at den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency (NSA) har indsamlet enorme mængder data om millioner af amerikaneres telefon- og internetbrug, blandt andet fra Google og tele- og internetvirksomheden Verizon.

»Dette vodtrækningsprogram er helt sikkert en af de største overvågningsindsatser, der nogensinde er lanceret af en demokratisk regering mod sine egne borgere,« lyder det ifølge nyhedsbureauet i en udtalelse fra Jameel Jaffer fra ACLU.

Myndighedernes massive dataovervågning blev afsløret, da den tidligere CIA-ansatte Edward Snowden lækkede tophemmelige dokumenter til The Guardian.

Ifølge rettighedsorganisationen ACLU har efterretningstjenesten begået »en grov overtrædelse af foreningsfriheden og retten til privatlivets fred« ved at indhente oplysningerne, skriver nyhedsbureauet.

ACLU har nu lagt sag an ved Foreign Intelligence Surveillance Act, den såkaldte FISA-domstol, der specifikt beskæftiger sig med procedurer for de amerikanske myndigheders fysiske og elektroniske overvågning.

BNB

Dagens Gossip