Intern kritik ryster ikke Corydon: Fastholder Dong-salg

Skrevet af admin

28/01/2014

Mest læste i dag

Flere kritikere i Socialdemokraterne har efterlyst en tænkepause, før man endelig beslutter sig for at sælge dele af energigiganten Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Men det kan de godt glemme, slår finansminister Bjarne Corydon (S) tirsdag fast på vej til Socialdemokraternes gruppemøde, hvor blandt andre kritikeren Bjarne Laustsen vil argumentere imod aftalen med Goldman Sachs.

- Vi skal ikke udsætte noget, der i givet fald ville koste os penge som skatteydere, og ultimativt koster os arbejdspladser, siger Corydon.

Spørgsmål: - Så du vil afvise hans krav?

- Ja, det vil jeg bestemt.

Bjarne Laustsen skrev til gruppen lørdag, hvor han argumenterede for en timeout i salgsprocessen, der torsdag ventes godkendt af finansudvalget.

Men Laustsen håber fortsat på en dansk løsning. Enten med statslige midler eller via de fire fagforeningsbosser, der i weekenden luftede muligheden for, at deres fire pensionskasser kunne matche tilbuddet fra Goldman Sachs.

- Det, synes jeg, vil være en god grund til at tage en timeout. Jeg oplever i min kreds, at der er stor frustration over det, der er ved at ske.

- Jeg er medlem af Socialdemokraterne, og dér plejer vi at snakke om tingene. Det er der behov for, siger Bjarne Laustsen på vej til mødet.

Men Bjarne Laustsen skal ikke regne med at få noget ud af det, slår Corydon fast. Han har ingen nye argumenter med, og der er ingen indrømmelser til kritikerne.

- Nej, jeg har jo løst den opgave, at vi midt i en økonomisk krise kan komme fra en situation, hvor en af vores største virksomheder var i problemer og faktisk skulle skære ned til, at de faktisk kan skrue op og investere, siger Corydon.

Spørgsmål: - Så du er urokkelig?

- Jeg løfter mit ansvar, og det gør jeg hver dag.

/ritzau/