Intern uro i S over dagpengeregler

En håndfuld socialdemokratiske folketingsmedlemmerne tager nu bladet fra munden i sagen om de tusinder, der i disse måneder rammes af dagpengestramningerne, skriver Politiken tirsdag.

Det sker med en klokkeklar opfordring til deres egen partiledelse om at få øjnene op for problemet og genoverveje stramningerne og kommer dagen efter, at flere fagforeningsledere har lagt pres på regeringen for ændringer.

By- og boligordfører Jan Johansen (S) skriver i en kronik i Politiken tirsdag, at de forskellige midlertidige løsninger, regeringen har gennemført, "langtfra har haft den effekt, man kunne have håbet på".

- Jeg har hidtil i offentligheden loyalt og trofast forsvaret regeringens linje, så godt jeg kunne, men ethvert medlem af Folketinget er forpligtet over for sine vælgere og sin samvittighed, lyder det i Politikens Kronik fra by- og boligordfører Jan Johansen (S).

Her foreslår han eksempelvis, at der i en lavkonjunktur ikke bør være loft over antallet af uger, man kan modtage supplerende dagpenge, ligesom han støtter Dansk Metals forslag om, at man skal kunne genoptjene retten til dagpenge gennem blot 13 ugers beskæftigelse.

Og Jan Johansen får fuld opbakning fra flere partifæller. Heriblandt ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff.

- Når der er et problem lige foran næsen på os politikere, skal vi passe på med ikke at være så stædige, at vi ikke vil være med til at løse det, siger han til Politiken.

Transportordfører Rasmus Prehn (S) bakker også fuldtonet op.

- Jeg håber og tror på, at den socialdemokratiske partiformand og statsminister også er villig til at finde en løsning på det her område, siger Rasmus Prehn til Politiken.

- Det er i allerhøjeste grad også en håndsrækning til partiledelsen, for min oplevelse er, at hvis vi skal have nogen som helst mulighed for at kommunikere socialdemokratisk politik ud til offentligheden, er der én kæmpebarriere på vejen, og det er, at vi ikke har fundet en ordentlig løsning på det her dagpengespørgsmål.

Også folketingssuppleant Daniel Toft Jakobsen (S) bakker op om Kroniken og opfordrer ligesom den socialdemokratiske udenrigsordfører og kommende spidskandidat til Europaparlamentet, Jeppe Kofod, til handling:

- Signalet fra os, der kommer fra dele af landet, hvor dagpengereformen virkelig gør ondt på almindelige mennesker, er, at der skal findes en løsning, siger Jeppe Kofod til Politiken.

Den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, afviser til gengæld Jan Johansens anklager om, at der skulle være "et argumentresistent jerntæppe i regeringen."

- Man skal tage bestik af, hvordan mandaterne falder efter et valg. Og så sige, hvad er det muliges kunst for, hvilken politik man kan få gennemført, siger gruppeformanden, med henvisning til at partierne bag dagpengereformen, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale, også efter valget havde flertal for reformen.

/ritzau/

Dagens Gossip