International domstol åbner sag om Georgien-krigen

Skrevet af admin

27/01/2016

Mest læste i dag

Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag bemyndiger domstolens anklagemyndighed til at undersøge påståede krigsforbrydelser i Georgien i 2008.

Dengang var der en kort krig i landet mellem staten Georgien og russisk-støttede oprørere i udbryderrepublikken Sydossetien i det nordlige Georgien.

Det er domstolens første efterforskning udenfor Afrika.

I en erklæring siger domstolen, at der er grund til at tro, at der blev begået forbrydelser mod menneskeheden, herunder drab og forfølgelse.

Videre fremgår det af erklæringen, at forbrydelserne skal være blevet begået i og omkring Sydossetien i perioden fra 1. juli til 10. oktober 2008.

Det dækker en periode på hver side af krigen i august.

Det er anklageren Fatou Bensouda, der ifølge nyhedsbureauet AFP formelt har anmodet om tilladelse til at undersøge, om der blev begået krigsforbrydelser under krigen.

Et panel af tre dommere, der har vurderet anmodningen, kom så med bemyndigelsen onsdag.

Krigen kom efter længere tids spændinger natten mellem 7. og 8. august 2008, da den vestligtstøttede præsident i Georgien, Mikheil Saakashvili, indledte en offensiv for at holde løsrivelsesrepublikken Sydossetien i Georgien.

Han blev imidlertid noget overrasket, da Rusland kom Sydossetien til hjælp med en hurtig modoffensiv.

Fem dage efter havde Rusland vundet den korte krig og sikret kontrollen med Sydossetien og en anden løsrivelsesrepublik, nemlig Abkhasien.

Derpå anerkendte Rusland de to områder som uafhængige republikker.

Tilsammen udgør de to områder 20 procent af Georgiens territorium.

ICC-anklagere anslår, at mellem 13.400 og 18.500 etniske georgiere blev tvunget væk fra de to løsrivelsesrepublikker med magt.

113 etniske georgiere skal være blevet dræbt under konflikten i de to områder.

I krigen skal der også være blevet dræbt 12 fredsbevarende soldater, og georgiske soldater menes at have angrebet et hospital eller en sundhedsfacilitet.

/ritzau/Reuters