International narkosag: Østjyde købte stoffer på nettet

En meget omfattende sag om salg af narko fra en hemmelig hjemmeside involverer tilsyneladende også en dansk mand.

Efter længere tids efterforskning anholdt Østjyllands Politi onsdag eftermiddag en 23-årig mand i hans hjem og sigtede ham for at have købt narko på internettet.

Torsdag blev manden i et grundlovsforhør i Retten i Randers varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

- Det er en kæmpestor sag, hvor en tysk mand har solgt narko til personer i hele verden. Tysk politi har knækket mandens køberkartotek, og det var her, at den danske mands navn dukkede op, siger politikommissær Jesper Jørgensen til Ritzau.

Efter grundlovsforhøret oplyser anklager Pari Razawi fra Østjyllands Politi til Ritzau, at manden blev varetægtsfængslet med henvisning til risikoen for, at han kunne tænkes at begå nye forbrydelser, og at han kunne påvirke eventuelle vidner.

Den 23-årige har i grundlovsforhøret erkendt besiddelse af 112 gram amfetamin, der blev fundet hjemme hos ham ved en ransagning i forbindelse med anholdelsen.

Han nægter sig imidlertid skyldig i to andre forhold, som anklagemyndigheden sigter ham for, nemlig ulovlig indførsel af 600 gram amfetamin i 2014 og 105 gram tidligere i år.

Ifølge anklageren er stoffet blevet sendt til manden med posten fra Holland.

Efter at have forholdt sig til anklagemyndighedens sigtelser, ønskede manden ikke at udtale sig i retten.

Resten af retsmødet foregik for lukkede døre, hvorfor der ikke er flere detaljer om den store sag, som manden menes at være en del af.

/ritzau/

Dagens Gossip