Internationalt fredsmøde om Syrien er udskudt

Skrevet af admin

05/11/2013

Dagens topnyheder

Der bliver ikke nogen international fredskonference i november om Syrien.

Tirsdag mødtes viceudenrigsministre for USA og Rusland med FN's udsending i Syrien, Lakhdar Brahimi, i Geneve for at drøfte, hvornår der skal indkaldes til fredskonferencen. Her stod det klart, at den syriske opposition ikke er klar.

- Vi håbede på, vi ville være i en position, hvor vi kunne have givet besked om en dato i dag. Det kan vi desværre ikke, siger Brahimi.

USA og Rusland, der har ført an i forsøget på at samle de syriske parter, havde håbet på, at et fredsmøde kunne finde sted senere i november.

Brahimi siger, at han vil mødes igen med russiske og amerikanske embedsmænd den 25. november. Brahimi udtrykker håb om, at den syriske opposition inden da er blevet enig om sammensætning af en delegation, der kan repræsentere præsident Bashar al-Assads syriske modstandere.

Ifølge Brahimi er oppositionen ikke klar lige nu.

- De er splittet. Det er ikke nogen hemmelighed for nogen. De står over for alle former for problemer, og de er ikke klar, forklarer han.

Ifølge den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har de syriske oprørere stillet betingelser, som modarbejder planen om en en fredskonference.

Han nævner, at oppositionen har stillet som betingelse, at Iran ikke deltager i konferencen, og at Assad, træder tilbage.

- Rusland og USA var enige om, at Geneve II-konferencen skulle samles uden forhåndsbetingelser, siger Lavrov.

De to stormagter bebudede tilbage i maj en fredskonference, men uvilje hos stridens parter og et intermezzo med kemiske våben, hvor USA truede med et militært angreb på Syrien, har forhalet processen.

Syrien blev beskyldt for at have angrebet en forstad til Damaskus i august med kemiske våben. Siden er der indgået en aftale i FN, som Assads regering har tilsluttet sig, at eliminere alle de kemiske våben i Syrien senest i 2014.

/ritzau/Reuters