Interne dokumenter udstiller USA's forhadte medicinmand

Skrevet af admin

02/02/2016

Dagens topnyheder

Medicinaldirektøren Martin Shrekli, der har fået øgenavnet "USA's mest forhadte mand", skal onsdag vidne for Kongressen. Forud for høringen er en stribe interne dokumenter blevet offentliggjort, og de gør ikke Martin Shrekli nogen tjenester.

Shrekli skal vidne, efter at hans selskab, Turing Pharmaceuticals, nedkaldte en mediestorm over sig selv, da det i 2015 hævede prisen på en livsvigtig medicin med 5000 procent.

Selv har Martin Shrekli og flere andre selskaber, der har gjort det samme, forsvaret sig med, at pengene bliver brugt til forskning i nye og bedre behandlinger af sygdomsområdet.

Men interne dokumenter fra Turing, udsendt af en undersøgelseskommission under Kongressen, tegner et andet billede.

- Jeg tror, det bliver enormt. Næsten det hele er ren profit, og jeg tror, vi kan blive ved i tre år eller mere, skrev Martin Shrekli ifølge Business Insider i en mail til sine investorer i august sidste år.

I september videresendte selskabets chef for forretningsanalyse en kvittering på 96 pakker medicin til 75.000 dollar stykket med ordene: "7,2 millioner dollar til. Pow!".

Det alene var mere, end medicinen havde omsat for i hele 2014.

Sagen begyndte, da Shrekli købte rettighederne til lægemidlet Daraprim. Daraprim behandler en meget udbredt infektionssygdom. Den er ufarlig for raske mennesker, men kan være farlig for gravide og decideret dødbringende for hiv-patienter.

Medicinen har været kendt i årtier, og patentet er for længst udløbet. Den plejede at koste 13,5 dollar per pille. Turing hævede dog prisen til 750 dollar, over 5000 kroner, per pille og udløste et ramaskrig.

Turing Pharmaceuticals prisstigning på Daraprim er blevet et symbol på diskussionen om medicinpriser i USA, og debatten indgår i demokraterne Bernie Sanders og Hillary Clintons præsidentvalgkamp.

Martin Shrekli er blevet voldsomt udskældt og blev i starten af året anholdt for aktiefusk i forbindelse med tidligere aktiviteter.

Han har i et interview med Fox News fortalt, at han ikke vil udtale sig til Kongressen og erklærer sig uskyldig i anklagerne om aktiefusk.

- Kongreshøringen er ikke andet end reklame for nogle politikere, der vil have stemmer og opmærksomhed ved at udnytte mit navn, har han sagt til Fox News.

/ritzau/