Internetberømthed: Jeg kender ikke hackertiltalt

Den berømte internetaktivist og sikkerhedsekspert Jacob Appelbaum afviser fredag ved Retten på Frederiksberg, at han personligt kender den hackertiltalte Gottfrid Svartholm Warg.

Amerikaneren Appelbaum er i den store CSC-hackersag indkaldt som vidne af forsvarer Luise Høj. Blandt andet fordi Appelbaum i en lignende svensk sag medvirkede til, at Warg delvis blev frifundet.

- Jeg har kun talt meget lidt Gottfrid, og han er ikke kendt som en venlig fyr. Han er ikke særlig tilnærmelig, og de gange, som jeg har set ham i sociale sammenhænge, har det handlet om computersikkerhed, fortæller Appelbaum.

Anklagemyndigheden har tidligere protesteret mod at lade Appelbaum vidne og har blandt andet argumenteret med, at han skulle kende Warg og derfor ikke kan anses som et ekspertvidne.

Blandt andet skulle Appelbaum have givet udtryk for, at han ønskede at komme til Danmark og vidne i sagen. Men det er der en god forklaring på, siger Appelbaum.

- Det er min opfattelse, at det svenske politis efterforskning har betydning for den danske sag, og de har begået en række alvorlige fejl, fortæller Appelbaum.

Inden retsmødet fortalte Appelbaum til Ritzau, at han i den svenske retssag påpegede mangler i de undersøgelser af Wargs computer, som svenskerne havde gennemført.

- Faktisk så havde det den betydning, at ham fyren fra den svenske sikkerhedstjeneste efterfølgende måtte ændre sin forklaring, fortæller Appelbaum.

Jacob Appelbaum bor til daglig i Tyskland, hvor han journalistisk arbejder med afsløringer af efterretningstjenesters overvågning af borgere. Han har blandt andet relationer til whistlebloweren Edward Snowden.

/ritzau/

Dagens Gossip