Intet håndtryk mellem Obama og Rouhani

Flere nyhedsbureauer oplyser tirsdag, at der ikke bliver noget officielt møde mellem de to landes præsidenter. De to lande har ellers nærmet sig hinanden, og der var spekulationer om, at Obama og Rouhani ville benytte FNs generalforsamling, hvor de begge er til stede, til at trykke hånd.

Det ville i givet fald have været historisk, da Iran og USA ikke har mødtes på officielt niveau i tre årtier.

Men et møde ville blive »for kompliceret« at gennemføre, lød det tirsdag aften dansk tid fra en kilde i Obamas administration.

Ifølge kilden er det den iranske delegation, der ikke er klar til et møde på præsidentielt niveau, skriver Reuters.

Det Hvide Hus har erklæret sig villig til at et sådan møde gennemføres, men iranerne har vurderet, at tiden ikke var moden til et møde mellem de to præsidenter, oplyser kilden.

Det ventes dog, at den iranske udenrigsminister torsdag mødes med repræsentanter for USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Kina og Tyskland for at drøfte Irans omstridte atomprogram.

Præsident Barack Obama understregede i en tale ved FNs Generalforsamling tirsdag, at han tror på en fredelig løsning på striden om atomprogrammet, som ifølge USA dækker over et forsøg på at udvikle kernevåben.

»Forhindringerne vil måske vise sig at være for store, men jeg tror fuldt og fast på, at den diplomatiske vej skal afprøves,« sagde Obama ifølge Reuters til generalforsamlingen.

Dagens Gossip