Intet nyt om de forsvundne fynske sejlere

Skrevet af Elo Christoffersen

03/10/2012

Dagens topnyheder

 

Der er stadig intet nyt om de tre fynboer, der siden lørdag har været meldt savnet, efter deres sejlbåd blev fundet drivende tom rundt i Biscayen ud for den franske kyst.   De tre mænd, der alle er fra Odense, var ombord på en 10 meter sejlbåd af typen trimaran Multi Hull, da den forliste. Båden var ejet af den ene af de tre savnede, i følge Fyns Politis oplysninger var der tale om en meget erfaren sejler.   I båden fandt de franske myndigheder papirer med navn og adresse på to af mændene - nemlig den 55-årige mand og den 34-årige mand. Det førte lørdag til en henvendelse til Søværnets Operative Kommando, der samme aften klokken 19.10 kontaktede Fyns Politi. Derefter iværksatte Fyns Politi en eftersøgning af de to savnede mænd hos deres familier og på deres bopæl.   Mandag henvendte et familiemedlem til den sidste af de savnede, den 33-årige mand, sig til Fyns Politi, fordi den 33-årige, der skulle være ankommet til Billund Lufthavn den 30. september, aldrig dukkede op.   Fyns Politi er fortsat løbende i kontakt med både Udenrigsministeriet og de franske myndigheder om sagen.