Intet overblik over antallet af ofre i togulykke

Én person er bekræftet omkommet, men helt op mod 100 kan være savnet, siger en lokal politiofficer til det canadiske CBC News.

»Det er som om, byen er skåret igennem af en kniv,« siger han med henvisning til, at bymidten, hvor toget løb af sporet og eksploderede, nu er en rygende og brændende ruinhob.

Flere lokale medier oplyser ifølge BBC, at 60 personer savnes, mens andre medier sætter antallet af savnede til et sted mellem 40 og 80.

Det manglende overblik skyldes ifølge talsmanden for politiet i Quebec, Guy Lapointe, at forskellige slægtninge til savnede hver for sig ringer ind med efterlysninger, og at oplysningerne endnu ikke er koordineret.

Togsættet med tankvogne var forinden blevet parkeret uden for byen af en ansat, der har forklaret, at samtlige bremseprocedurer blev overholdt. Alligevel satte vognsættet sig i bevægelse og kørte med stigende hastighed mod den lille by, hvor de 6.000 beboere og weekendgæster var i gang med weekendens sysler.

I selve bymidten løb togsættet af sporet, og fem-seks af de væltede tankvogne eksploderede og sendte brændende olie ud over et stort område.

Adskillige populære barer ligger tæt på skinnerne og stedet for afsporingen. Én af dem er Musi-Cafe, som øjenvidnet Yovon Rosa forlod kort før, togsættet kom kørende med høj hastighed:

»Jeg har aldrig set et tog komme kørende så hurtigt ind i Lac-Meganic,« siger han til Radio-Canada.

Her forklarer han, at han fik øje på toget, da det kom slingrende ind i et sving.

»Jeg så vognene ryge af sporet, og alt eksploderede. På et øjeblik var byen omspændt af flammer,« siger han.

Flere end 100 brandfolk kæmper med eksplosionsbranden, heraf flere fra USA.

Udover de menneskelige og materielle omkostninger har togulykken også en miljømæssig konsekvens, idet en del af olien fra tankvogne er løbet ud i en nærliggende flod.

SE VIDEO FRA ULYKKESSTEDET HER: 

Dagens Gossip

Dagens TV