Intetanende svensker sænker Manchester United

Manchester United forpassede lørdag chancen for at rykke op på andenpladsen i Premier League efter en skidt forestilling mod West Bromwich.

Hjemme på Old Trafford måtte Wayne Rooney og holdkammeraterne se sig slået 1-0 på en tilfældig svensk scoring af Jonas Olsson.

Et frispark blev midtvejs i anden halvleg hamret ind i den intetanende svensker, der på mærkværdig vis endte som matchvinder.

Gæsterne fra West Bromwich koncentrerede sig primært om at forsvare sig på Old Trafford.

Hjemmeholdet blev holdt på et minimum af chancer, selv om bolden for det meste var på United-fødder.

Kampen var et godt bevis på, at Louis van Gaals mandskab endnu mangle nogle procenter for at matche Chelsea og Arsenal, når det handler om at spille i de små rum og åbne et betonforsvar.

Robin van Persie og Ashley Young kom til et par enkelte skudforsøg før pausen, men generelt var værternes offensiv tandløs.

Presset blev intensiveret i begyndelsen af anden halvleg, men et frispark til West Bromwich begået af Uniteds Paddy McNair på kanten af hjemmeholdets straffesparkfelt banede vejen for et overraskende mål til gæsterne.

Chris Brunt hamrede frisparket ind i muren, hvor svenske Jonas Olsson helt tilfældigt rettede bolden i mål til 1-0. Det var tydeligt, at Olsson ikke vidste, hvad der foregik.

Manchester United var nu tvunget til at presse på, og holdet følte sig flere gange snydt for straffespark. Blandt andet da en bold fra Juan Mata ramte Joleon Lescotts hånd.

Med godt et kvarter tilbage fik United så tilkendt et straffespark, da gæsternes Saido Berahino fik armen på bolden.

Robin van Persie blev sat til at eksekvere, men den hollandske landsholdsangriber måtte se West Bromwich-keeper Boaz Myhill kaste sig til den rigtige side.

Manchester United har 65 point på ligaens fjerdeplads, mens Arsenal og Manchester City har 67 point. Førerholdet Chelsea har 80 point.

De tre bedst placerede hold kvalificerer sig direkte til Champions Leagues gruppespil i næste sæson, mens nummer fire skal spille playoff.

West Bromwich har med sejren 40 point og reddede sig muligvis en ny sæson i Premier League.

/ritzau/

Dagens Gossip