Investor-orakel tager milliardbid af Apple

Skrevet af admin

16/05/2016

Dagens topnyheder

Elektronikgiganten Apple har fået en ny investor - og ikke en hvilken som helst en.

Warren Buffett, kendt som oraklet fra Omaha, har offentliggjort, at han har købt aktier for over en milliard dollar i selskabet bag blandt andet iPhones, iPads og MacBooks.

Det skriver Bloomberg News efter Warren Buffetts investeringsselskab, Berkshire Hathaway, har oplyst den amerikanske børs om sin aktiepost.

Warren Buffett har gennem en menneskealder opbygget en enorm formue gennem velresearchede, langsigtede investeringer.

Han går ind i Apple efter en lang periode, hvor aktien og selskabet har været på retur. I første kvartal 2016 oplevede Apple et fald i omsætningen for første gang siden 2003.

På et år er selskabets aktier faldet med 28 procent til 93,58 dollar per aktie.

Det svarer til, at Apple er blevet 1264 milliarder kroner mindre værd på et år. Selskabet er dog stadig respektable 3250,5 milliarder kroner værd.

- At købe Apple med dets nuværende markedsværdi giver en masse mening. Det er i højere grad en producent af forbrugerprodukter end et teknologiselskab.

- Det har en stærk forretningsmodel, et stærkt brand og en lav aktie, siger Jeff Matthews, forfatter til flere bøger om Warren Buffett, til Bloomberg News.

Apple har været under pres fra hård konkurrence på markedet for smartphones og tablets, hvor de innovationer, selskabet opbyggede sin storhed på, nu er kopieret af andre aktører.

Selskabet har dog gang i en stribe nye projekter, der på længere sigt kan være godt nyt for aktionærerne, vurderer en aktieanalytiker over for Bloomberg.

Warren Buffett er kendt for at have skabt sig et milliardimperium ved langsigtede, gennemanalyserede investeringer.

Berkshire Hathaway ejer aktiver med en værdi for over 550 milliarder dollar. I 1950 startede Warren Buffett sin investeringskarriere med en opsparing på 9800 dollar.

Han er kendt som en mand med begge fødder plantet på jorden og bor fortsat sammen med sin kone i det beskedne hus, han købte i Omaha i 1957.

/ritzau/