Investorer elsker nyhed om ny topchef i Lundbeck

Skrevet af admin

06/05/2015

Mest læste i dag

Selvom medicinalkoncernen Lundbeck kan se tilbage på første kvartal med underskud i bagagen, så åbner selskabets aktie med et brag onsdag på fondsbørsen i København.

Nyheden om, at den tidligere kronprins i Novo Nordisk, Kåre Schultz, er ny topchef i Lundbeck, får aktierne i Lundbeck til at stige omkring 18 procent til kurs 154 ved middagstid.

- Jeg vil tro, at plus 10 procent af stigningen er Kåre Schultz, mens resten skyldes, at regnskabet er en kende bedre end ventet. Men det er da også et scoop, Lundbeck har gjort, siger analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Aktieanalytiker Michael Friis-Jørgensen fra Alm. Brand Markets betegner også Kåre Schultz som noget af et scoop for den Valby-baserede medicinalkoncern.

- Det er en ufattelig stærk kandidat, som Lundbeck har fået fingrene i, siger han til Ritzau Finans.

- Det er en lidt anden udfordring, han står over for hos Lundbeck end hos Novo Nordisk, men det er klart et stort plus, at man har kunnet tiltrække en så stærk kandidat til Lundbeck, siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Det koster fortsat dyrt for Lundbeck, at to af selskabets europæiske patenter har overskredet sidste udløbsdato.

Lundbeck kom ud af årets første tre måneder med et underskud før skat på 32 millioner kroner. Efter skat lyder tabet på 81 millioner kroner.

Og investorerne kan dog heller ikke forvente mirakler fra Kåre Schultz, siger Michael Friis Jørgensen.

- Lundbeck skal eksekvere på sin pipeline, og det er ligesom det, der skal trække selskabet ud af den nedgangsperiode, som det er inde i nu. Men det er helt klart en mand ved roret, som vil give ro på investorkredse, tilføjer analytikeren.

Den tidligere administrerende direktør i Lundbeck, Ulf Wiinberg, forlod i november 2014 selskabet efter at have forbrudt sig mod virksomhedens aktie-regler.

Kåre Schultz, som 30. april 2015 trak sig fra sin stilling som viceadministrerende direktør i Novo Nordisk, tiltræder stillingen i Lundbeck 20. maj 2015.

/ritzau/