Investorer og fans samarbejder om ny Brøndby-bestyrelse

Samarbejde har i mange år været et fremmedord i Brøndby IF. Men det skal være slut nu. De to mest magtfulde aktører går nu sammen om at sammensætte klubbens nye bestyrelse.

Mandag den 10. juni er en stor dag i Brøndbys nyere historie. Her skal en ny bestyrelse udpeges, og klubbens fremtidige retning såvel sportsligt som forretningsmæssigt udstikkes på en ekstraordinær generalforsamling.

Det er klubbens aktionærer, der udpeger dén bestyrelse, der i fremtiden bestemmer, hvem der skal sidde i cheftrænerstolen, på direktørtaburetten og i sportsdirektørens kontor.

Med omtrent en tredjedel af alle aktier, er investorgruppen med erhvervsmanden Aldo Petersen den mest magtfulde spiller. Men endnu en gruppe med massiv gennemslagskraft har meldt sig på banen. Fredag fik fanforeningen Brøndby Supporters Trust (BST) fuldmagt over Benny Winthers aktier.

Den tidligere næstformand overdrog vægten og stemmeretten bag sine otte procent og styrkede dermed fanforeningens magt og styrke betragteligt. BST har også fuldmagter fra andre steder og kontrollerer selv cirka en halv procent af Brøndbys aktier. Dermed har foreningen med afstand den næststørste stemme på den kommende generalforsamling. Og flere fuldmagter er efter sigende på vej.

Her kunne man frygte, at der var lagt op til en magtkamp mellem forretningsmændene i den magtfulde investorgruppe og de engagerede fans i BST.

Men sådan er det ikke. I stedet samarbejder de to parter allerede nu om at sammensætte en bestyrelse, der kan præsenteres næste mandag.

- Vi fokuserer på at præsentere et fælles forslag til en bestyrelse på den her generalforsamling, fortæller Sune Blom, formand for Brøndby Supporters Trust, til BT.

- Vi er i løbende kontakt med investorgruppen og har indtil videre diskuteret, hvilke perspektiver vi ser for klubben, og her ser det ud til, at vi kan finde fælles fodslag, fortsætter Blom.

Det er sjældne, gode nyheder for Brøndby IF, at der eksisterer både samarbejde og enighed mellem de to afgørende fraktioner blandt aktionærerne. Og umiddelbart ligner det et partnerskab med perspektiver.

- Som Aldo Petersen også har sagt, er det her en genopbygningsfase. Det er et langt, sejt træk, der skal tages for at få Brøndby på ret køl. Der skal laves en sportslig strategi, der skal laves en forretningsmæssig strategi, og målet er, at Brøndby skal være en bæredygtig fodboldforretning igen. Det er hovedmålet, siger Sune Blom.

I første omgang indebærer det sammensætningen af en ny bestyrelse. En bestyrelse, hvor der også bliver plads til Brøndby Supporters Trust.

Dagens Gossip