Investorernes tålmodighed vil blive testet de næste dage

Politisk dødvande i både USA og Italien ligger som en sort skygge hen over markederne, og selv om man godt kan få fornemmelsen af at have hørt historien før, så skal man ikke lade sig lulle i søvn. Det vurderer i hvert fald Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen.

»Den politiske uro i Italien og »teatret« omkring finanslov/gældsloftet i USA, bør bekymre investorerne; i det mindste på kort sigt. Selv om det er mest sandsynligt, at der kommer en acceptabel løsning, bliver investorerne endnu engang mindet om, at økonomi og politik er en umage doublekonstallation,« skriver Per Hansen i en analyse og tilføjer:

»Investorerne bør tage sig i agt for det politiske spil. Politikerne refererer først og fremmest til de vælgere, som har stemt og kan tænkes at stemme på dem næste gang. Investorerne bør vare sig med på kort sigt at tage »politikerne må da kunne se« attituden på.«

Uroen betyder, at aktiemandagen godt kan gå hen og blive en noget volatil én af slagsen. Effekten kan allerede ses på markederne i Asien, der oplevede fald over det meste af linjen mandag morgen. Her var de toneangivende indekser i Japan, Kina og Korea nede med lidt over en procent en times tid før dansk børsåbning. Nordea vurderer, at mandagen »givetvis være præget af stor nervøsitet«.

Balladen i USA handler om de føderale budgetforhandlinger, der simpelthen brød sammen i weekenden. De amerikanske kamre har nu indtil mandag aften til at finde en løsning - herefter begynder en række vedtagne nedskæringer at træde i kraft. Det er simpelthen lig med statslige ansatte, der må gå hjem uden løn, og funktioner, der bliver sat ud af drift.

Handelsbanken noterer sig i sin morgenmelding mandag, at det blandt andet kan ramme de industrinøgletal, der er ventet i ugens løb. De kan simpelthen blive udskudt. Og det er næppe noget, investorerne vil synes godt om.

Derudover er der de langtidskonsekvenser, der kan vise sig, hvis det ender i en helt fastlåst situation i USA, der ikke lige bliver løst med det samme.

Kim Fæster, seniorøkonom i Jyske Bank, minder i sin morgenanalyse mandag om, at jo længere nedlukningen varer, desto hårdere vil det ramme den amerikanske økonomi. Nogle økonomer vurderer angiveligt, at en nedlukning på tre til fire uger vil koste 1,4 procentpoint på væksten i fjerde kvartal.

»Så er der ikke meget tilbage, da væksten normalt er omkring to procent,« noterer Jyske Bank-økonomen sig under overskriften »Politisk krise på begge sider af Atlanten«.

I Italien udspringer problemerne fra den tidligere premierminister Silvio Berlusconi, der pt. kæmper med næb og klør for at holde sig ude af fængsel. Regeringen er ved at falde helt fra hinanden efter Berlusconi-tro ministre trak sig, og det hele truer med at sende Italien ind i en ny lang periode med politisk uvished. I den forbindelse skal man huske, at Italien er Europas tredjestørste økonomi. Hvad der sker i støvlelandet kan mærkes fra Gibraltar til Nordsverige.

På trods af den politiske usikkerhed på begge sider af Atlanterhavet, mener Nordnets investeringsøkonom Per Hansen dog ikke nødvendigvis, at man skal vælge at blive under dynen mandag morgen. Det er hverken første gang, at der er ildevarslende politisk dødvande i kamrene i USA og i Italien.

»Det går givetvis som det plejer: Efter en markering af særstandpunkter, finder politikerne sammen. I hvert fald i USA. I Italien er der det sædvanlige kaos, som investorerne også i et vist omfang er vant til. Den største udfordring i relation til Italien er den manglende realitetssans af økonomisk urgency,» skriver han og tilføjer:

»I tillæg til de politiske udfordringer har investorerne masser af friske kursgevinster med i bagagen, og september har ikke - forud for månedens sidste dag - været den normalt dårligt afkastmåned. Oftest ender tingene i »fordragelighed«. Det er også det mest sandsynlige denne gang. Dog ikke uden at investorernes temperament og tålmodighed skal testes de kommende dage.«

Dagens Gossip

Dagens TV