IOC-præsident forklarer OL-protestforbud

Når Rusland næste år er vært for vinter-OL i Sochi, bliver det forbudt for de deltagende atleter at markere deres utilfredshed med de anti-homolove, som russerne har indført.

Det bekræfter præsidenten for den Internationale Olympiske Komité /IOC), belgieren Jacques Rogge.

- Det er ikke ment som en sanktion, men som et middel, som man kan beskytte atleterne med. Så bliver de ikke sat under pres for at bruge legene som platform, siger Rogge til den tyske avis Tagesspiegel.

Rogge mener også, at det er for tidligt at råbe vagt i gevær i forhold til, om atleter risikerer at blive diskrimineret under legene.

- Som sportsorganisation arbejder vi for, at ingen atleter, officials, tilskuere eller medier bliver diskrimineret.

- Vi er blevet lovet fra højeste regeringsplan i Rusland, at lovgivningen ikke vil berøre nogen, der besøger legene eller deltager i dem, siger præsidenten, der har tre uger tilbage på posten, inden hans afløser skal vælges.

Det olympiske charter, som de deltagende atleter forpligter sig til at overholde, indeholder under punkt 50 en bestemmelse om, at man ikke tillader nogen form for politisk, religiøs eller racemæssig demonstration på de olympiske områder.

Flere atleter har i forbindelse med det igangværende atletik-VM i Moskva benyttet lejligheden til at protestere over de nye, strenge regler for homoseksuelle i Rusland.

/ritzau/

 

Dagens Gossip