IOC spørger etisk udvalg til råds om whistleblower

Skrevet af admin

07/07/2016

Mest læste i dag

Ledelsen i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) tager det etiske udvalg med på råd i spørgsmålet om løberen Yulia Stepanovas eventuelle deltagelse ved OL.

Russeren Stepanova har ageret whistleblower i den store dopingsag, der har ramt russisk atletik, og derfor har Det Internationale Atletikforbund (IAAF) givet hende grønt lys til at stille op under neutralt flag i internationale konkurrencer.

Men det er IOC, der afgør, om hun også får lov til at være med ved legene i Rio de Janeiro.

- Eftersom spørgsmålet om Stepanovas deltagelse ved OL 2016 rummer vigtige etiske aspekter, har IOC's eksekutivkomité valgt at spørge IOC's etiske udvalg til råds, skriver IOC i en pressemeddelelse.

- Det etiske udvalgs overvejelser involverer også muligheden for en høring med Stepanova, skriver IOC.

Russiske atletikudøvere er udelukket fra OL efter afsløringen af systematisk doping, men beviseligt rene udøvere kan få en dispensation.

Yulia Stepanova fik i 2013 to års karantæne som følge af uregelmæssigheder i sit biologiske pas.

Hun er med ved de igangværende europamesterskaber i Amsterdam, hvor hun stiller op under neutralt flag. Men hun blev skadet i onsdagens indledende runde på 800-meteren.

/ritzau/