IOC tager urinprøver og sprøjter fra forbund

Skrevet af admin

17/10/2015

Dagens topnyheder

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) vil tage alle former for dopingkontrol ud af hænderne på sportens egne organisationer, og i stedet skal alt antidopingarbejde fremover udføres af en uafhængig organisation.

Sådan lyder det i en udtalelse fra IOC efter lørdagens topmøde i schweiziske Lausanne.

IOC beder nu Det Internationale Antidoping Agentur, Wada, om at undersøge, hvorvidt Wada vil påtage sig ansvaret som globalt kompetencecenter indenfor antidopingarbejde.

- Vi ønsker troværdighed for vores idrætsorganisationer såvel som for vores sportskonkurrencer, siger IOC-præsident Thomas Bach.

- I forhold til idrættens troværdighed og beskyttelsen af rene atleter har topmødet taget et stort skridt fremad i forhold til at gøre antidopingtest uafhængige af idrættens egne organisationer, uddyber han.

/ritzau/