IOC vil teste dopingprøver fra OL igen

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Der kan være mange kedelige dopingsager på vej. Hundredvis af dopingprøver har vist sig at være positive efter en ny og forbedret testmetode.

Den internationale olympiske komité (IOC) vil derfor genteste frosne dopingprøver fra tidligere OL, oplyser den tyske tv-station ARD.

Det er nye testmetoder ved dopinglaboratorierne i tyske Köln og russiske Moskva, som har ført til, at man har fundet spor af anabole steroider i hundredvis af urinprøver fra tidligere olympiske lege.

Urinprøverne var ellers tidligere vurderet til at være negative - uden spor af noget ulovligt.

En talsmand fra IOC oplyste tirsdag, efter at ARD-historien var blevet offentliggjort, at gentestningen på ingen måde var forbundet med de to dopinglaboratoriers fund af hundredvis af positive prøver.

IOC er i gang med at genteste dopingprøver fra vinter-OL i Torino i 2006, inden at forældelsesfristen på otte år udløber, bekræfter talsmanden.

- Vi gentester dopingprøver fra OL i Torino som planlagt. Det har ikke forbindelse med historien fra tv-stationen, siger talsmanden til nyhedsbureauet Reuters.

Arne Ljungqvist, medicinsk ansvarlig i IOC, anbefaler, at organisationen tester dopingprøver taget under tidligere OL igen.

- Det her er et godt eksempel på, at det er nødvendigt at genteste dopingprøver fra tidligere OL. Jeg vil virkelig sørge for, at det bliver gjort. Vi har mandat til det, siger Ljungqvist til ARD.

Også det internationale antidopingagentur Wada anbefaler, at man tester tidligere dopingprøver en gang mere med de nye metoder.

- Vi kan kun anbefale, at man gentester, men vi bestemmer det ikke. Vi mener, at den slags information skal gives videre til IOC, siger Wadas generaldirektør, David Howman.

Blandt andet er der fundet spor af steroiderne oral-turinabol og stanozolol i dopingprøverne, som er blevet testet med de nye metoder.

Det var de samme ulovlige dopingstoffer, som den canadiske løber Ben Johnson havde indtaget ved OL i Seoul i 1988.

/ritzau/