IOC vil tillade flere lande at afholde OL sammen

Den internationale olympiske komité (IOC) har på sin session i Monaco mandag vedtaget flere reformer.

Blandt andet skal det være muligt for OL-arrangører at uddelegere nogle discipliner til andre byer, måske endda i andre lande.

- OL's kompakthed skal vejes op mod fordelen ved at benytte arenaer, der allerede er bygget, siger IOC-vicepræsident John Coates ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Dette gør det muligt for flere byer og lande at arrangere OL, siger han.

Dette års vinter-OL i Sotji kom til at koste omkring 300 milliarder kroner at afholde, og det har ført til krav om reformer.

De høje omkostninger ved at arrangere OL har blandt andet betydet, at feltet til at arrangere vinter-OL i 2022 er skrumpet ind til to byer, Beijing i Kina og Almaty i Kasakhstan.

Norske Oslo var også inde i billedet, men trak sin ansøgning tilbage.

IOC vil derfor også gøre det lettere for byer at ansøge om at afholde OL.

Hidtil har det været en meget dyr proces, men nu skal de potentielle værtsbyer have mulighed for at føre indledende samtaler med IOC, før de beslutter sig for at føre en decideret kampagne for at blive OL-vært.

På sessionen i Monaco vedtog IOC desuden, at der fra 2020 overordnet set ikke er begrænsninger for, hvor mange sportsgrene der er med ved OL. Ved det seneste sommer-OL i London for to år siden var 26 sportsgrene på programmet.

Der vil dog være et loft på 10.500 atleter ved sommer-OL. Ved vinter-OL er loftet på 2900 atleter.

/ritzau/

Dagens Gossip