Irak om tyrkiske soldater ved storby: Få dem væk

Skrevet af admin

05/12/2015

Dagens topnyheder

Over hundrede tyrkiske soldater er blevet indsat i Irak nord for byen Mosul, hvor de skal træne irakiske styrker, skriver blandt andet nyhedsbureauerne Reuters og Anatolia.

Den irakiske regering er dog stærkt utilfreds med tyrkernes tilstedeværelse, som ikke er koordineret med regeringen i Bagdad.

- Tyrkiske soldater er nået til Mosul-regionen. De er der som del af en træningsmission. Vores bataljon er kommet til området, siger en anonym tyrkisk sikkerhedskilde til Reuters.

Han ønsker ikke at sætte tal på, hvor mange soldater, der er tale om. Anatolia skriver ifølge nyhedsbureauet AFP, at 150 soldater samt mellem 20 og 25 kampvogne er ankommet til byen Bashiqa ved Mosul.

Storbyen Mosul blev overtaget af den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat i juni sidste år, og en længe ventet modoffensiv fra den irakiske regeringshær har ladet vente på sig.

Ifølge Reuters' kilder er den internationale koalition af lande, der kæmper mod Islamisk Stat, informeret om, at de tyrkiske tropper er taget til Mosul-området. To kilder i Washington understreger dog, at tyrkerne ikke har koordineret det med koalitionen.

Iraks premierminister, Haider al-Abadi, opfordrer styrkerne til at forlade Irak øjeblikkeligt. I en meddelelse fra hans kontor bekræftes det, at de tyrkiske styrker befinder sig på irakisk territorium.

I en anden meddelelse offentliggjort på stats-tv i Irak siger landets udenrigsministerium, at der er tale om "en invasion".

Ifølge Anatolia er det dog ikke noget nyt, at der er tyrkiske soldater i området. De nyankomne styrker skal ifølge nyhedsbureauet erstatte en gruppe soldater, der blev sendt til regionen for to et halvt år siden for at træne irakisk-kurdiske Peshmerga-styrker.

Efter længe at være blevet kritiseret af vestlige allierede for ikke at gøre nok i kampen mod Islamisk Stat meldte Tyrkiet sig i juli ind i den amerikanskledede koalition mod den militante gruppe.

/ritzau/