Irak sender fly til Kuwait

Det statslige irakiske flyselskab Iraqi Airways har efter over to årtiers pause genoprettet ruteforbindelsen til nabolandet Kuwait.

Det skete, da en af selskabets passagermaskiner onsdag fløj fra Irak til Kuwait.

Om bord var flere fremtrædende irakere, herunder udenrigsministeren og trafikministeren, og de blev modtaget af en officiel delegation i Kuwaits lufthavn.

Forbindelsen blev afbrudt i 1990, da Iraks daværende diktator, Saddam Hussein, invaderede Kuwait.

De irakiske styrker blev smidt ud af Kuwait igen i begyndelsen af 1991 af en international styrke.

- I dag fandt den første flyvning mellem Irak og Kuwait sted efter en pause på over 22 år, siger Iraks trafikministeriums medierådgiver Karim al-Nuri, der tilføjer, at der nu bliver almindelig flytrafik mellem de to lande.

De diplomatiske forbindelser mellem Irak og Kuwait blev styrket i 2012, da de blev enige om en aftale om Iraks krigsgæld.

I december i fjor droppede Kuwaits statslige flyselskab retslige krav mod Iraqi Airways til gengæld for en kompensation på 500 millioner dollar.

Kuwaits statslige flyselskab har endnu ikke indledt flytrafik til Irak.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip