En irakisk mands handlinger som følge af dyb frustration med sit hjemland fører nu til, at han skal i fængsel og bliver udvist af Danmark.
Tirsdag er den 32-årige mand blevet idømt ubetinget fængsel i to år i et retsmøde i Københavns Byret.
Om eftermiddagen den 24. oktober opsøgte han Iraks ambassade på Ehlersvej i Hellerup med to molotovcocktails.
Han sagde, at han ville sprænge ambassaden i luften, men ansatte kom til og holdt ham fast.
Ved tirsdagens retsmøde har manden erkendt sig skyldig i et forsøg på brandstiftelse, og han har også tilstået, at han to dage forinden skaffede sig adgang til ambassaden ved at forcere et hegn.
I den forbindelse satte han ild til en af ambassadens biler, som udbrændte. Manden har forklaret, at han er meget utilfreds med sit hjemlands styre.
- Han føler, at han befinder sig i en håbløs situation, så det er en desperat handling, siger hans forsvarer, advokat Casper Andreasen.
Politiet mente også, at han forinden havde knust en rude i en af ambassadens biler, men det nægtede han sig skyldig i, oplyser byretten.
Derefter frafaldt anklageren dette og yderligere et forhold i rækken af sigtelser.
Dommen lyder på fængsel i to år og udvisning af Danmark i 12 år.
I afgørelsen har dommeren lagt vægt på det politiske motiv til forbrydelsen som en skærpende omstændighed.
I samme retning tæller også, at han tidligere er dømt for noget tilsvarende.
Den dømte er flygtet til Danmark, men har fået afslag på asyl. Han har været her i længere tid. Om udvisningen siger forsvareren:
- Han kan nok ikke forvente at blive modtaget med palmeblade, når han vender tilbage.
Om udvisningen kan blive effektueret, skal afgøres på et senere tidspunkt.
Den 32-årige har modtaget dommen. Han har været varetægtsfængslet siden besøget med de to molotovcocktails.
/ritzau/