Irakiske kurdere fører an i offensiv mod IS i Irak

Skrevet af admin

12/11/2015

Mest læste i dag

Irakiske kurdiske styrker har med støtte fra amerikanskledede luftangreb torsdag indledt en større operation for at genindtage byen Sinjar fra Islamisk Stat og for at afskære en vigtig forsyningslinje til Syrien, skriver AFP. Offensiven vil kunne hæmme jihadisternes muligheder for at flytte krigere og forsyninger frem og tilbage mellem Syrien og det nordlige Irak, skriver nyhedsbureauet.

Omkring 7500 peshmerga-soldater nærmer sig bjergbyen fra tre sider i et forsøg på at vinde kontrol over området og en vigtig gennemfartsvej.

- Kurderne ønsker at oprette "en solid bufferzone" for at kunne beskytte byen og dens indbyggere mod artilleribeskydning, hedder det i en udtalelse fra det regionale kurdiske sikkerhedsråd.

Offensiven skal forhindre Islamisk Stat i at kunne bruge landevej 47 som forsyningslinje.

Den er strategisk vigtig, fordi den er en indirekte forbindelse mellem Mosul i Irak og Raqqa i Syrien, som er Islamisk Stats selvudnævnte hovedstad.

Kurdiske styrker på begge sider af grænsen kæmper for at erobre kontrol over hele eller dele af denne korridor.

Fly fra den amerikanskledede koalition har gennemført angreb i området omkring Sinjar forud for det kurdiske fremstød.

Kurdiske styrker siger, at de i morgentimerne torsdag var på vej mod Sinjar og havde generobret flere landsbyer nord for Sinjar.

Inde i Sinjar anslås det, at jihadisterne fra Islamisk Stat har en bastion med 300 til 400 mand.

Titusinder af yazidier blev drevet på flugt, da Islamisk Stat indtog byen sidste år under en kæmpeoffensiv, som udløste de første amerikanske luftangreb mod bevægelsen.

En ung pige, der blev bortført, da Islamisk Stat erobrede store områder i det nordlige Irak, hvor det religiøse yazidi-mindretal boede, siger, at mange kvinder blev torteret og gjort til sexslaver.

- De torterede os. De her mænd er ikke mennesker. De tænker kun på død og på at dræbe. De tager stoffer konstant. De søger hævn på alt og alle. De siger, at Islamisk Stat en dag vil herske over hele verden, sagde den 18-årige Jinan i et nyligt AFP-interview.

/ritzau/AFP