Irakiske soldater er muligvis blevet dræbt i luftangreb

Skrevet af admin

19/12/2015

Dagens topnyheder

Flere irakiske soldater er sandsynligvis blevet dræbt under et luftangreb fredag fra den amerikanskledede koalition, der bekæmper Islamisk Stat i Irak. Det oplyser det amerikanske militær.

- Til trods for koordination med de irakiske sikkerhedsstyrker på landjorden resulterede et af luftangrebene sandsynligvis i, at irakiske soldater blev dræbt, oplyser militæret i en meddelelse.

Fra amerikansk side er der foreløbig ingen oplysninger om antallet af omkomne, men ifølge nyhedsbureauet AFP oplyste den irakiske militærkommando tidligere fredag, at ti irakiske soldater er blevet dræbt eller såret syd for byen Fallujah, der kontrolleres af Islamisk Stat.

Det lader til at være den hændelse, amerikanerne refererer til ifølge AFP.

Det amerikanske militær vil nu indlede en undersøgelse af hændelsen, fremgår det af meddelelsen. Her nævnes det også, at "så vidt vi ved" er det første gang siden luftangrebene blev påbegyndt i efteråret, at irakiske soldater er omkommet under et af koalitionens angreb.

Alle luftangreb fra koalitionen mod Islamisk Stat gennemføres med godkendelse fra den irakiske regering.

I løbet af denne uge har omkring 200 medlemmer af Islamisk Stat mistet livet under luftangreb. Det oplyser oberst Steve Warren, der er udstationeret i Bagdad, ifølge AFP.

Omkring 500 jihadister fra den ekstremistiske bevægelse indledte onsdag ifølge Warren en offensiv mod kurdiske militser i den nordlige provins Nineveh. I løbet af et døgn kastede fly fra fem lande næsten 100 bomber under de kampe, som opstod.

Ifølge Warren blev mindst 187 jihadister dræbt under bombningerne. Dertil kommer de tab, som de kurdiske styrker påførte de islamistiske krigere.

De kurdiske militser fik under kampene hjælp fra canadiske specialstyrker, fortæller obersten.

/ritzau/Reuters