Irakiske styrker generobrer vigtig olieby fra jihadister

Den strategisk vigtige olieby Baiji, der ligger omkring 230 kilometer nord for Iraks hovedstad Bagdad, skal angiveligt være tilbageerobret af irakiske regeringssoldater.

Byen har i månedsvis været kontrolleret af Islamisk Stat (IS), men fredag siger en lokal leder, at de irakiske styrker har tvunget den militante gruppe ud af oliebyen.

- Irakiske styrker var i stand til at genvinde fuld kontrol over byen Baiji, siger Ahmed al-Krayim til nyhedsbureauet AFP.

Erobringen betyder samtidig, at irakiske soldater har formået at isolere jihadister i byen Tikrit, der ligger mellem Baiji og Bagdad.

Baiji har en vigtig betydning, da Iraks største olieraffinaderi ligger lidt nord for byen. Regeringssoldater har de seneste måneder ifølge AFP formået at holde Islamisk Stat ude af raffinaderiet, og soldaterne skal nu undsættes, siger Ahmed al-Krayim.

- Irakiske styrker er på vej til raffinaderiet, der ligger nord for byen, hvor sikkerhedsstyrker har holdt stand under gentagne angreb fra jihadisterne, siger han.

Ud over regeringssoldater har også politifolk og shiitiske militser deltaget i kampene mod Islamisk Stat.

En amerikansk-ledet koalition har siden starten af august udført luftangreb mod den militante gruppe. Danmark bidrager med syv F-16-fly til indsatsen i Irak.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip