Irakiske styrker rykker frem mod jihadister i Tikrit

Irakiske styrker rykker tirsdag frem mod militante islamister fra Islamisk Stat (IS) uden for Tikrit, der var hjemby for den tidligere og nu henrettede præsident Saddam Hussein.

Soldaterne er rykket frem hurtigt fra syd, men landminer og vejsidebomber har siden besværet deres fremfærd, siger en major ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vore styrker rykker frem fra to retninger med opbakning fra kamphelikoptere, morter og artilleri, der skyder mod Islamisk Stats positioner inde i og omkring byen, siger en major til nyhedsbureauet Reuters.

Tikrit, som ligger i Salah ad-Din-provinsen, har været under IS' kontrol siden 12. juni.

Irakiske styrker - og den kurdiske peshmerga-hær - har vundet bredere fodfæste i det krigshærgede nordlige Irak, efter at USA har angrebet jihadisterne fra IS fra luften de seneste uger.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, har fastholdt, at amerikanerne ikke igen vil indsætte landtropper i Irak, som de forlod i 2011 efter otte års invasion.

Amerikanerne og briterne har imidlertid mange "militære eksperter", som opererer i Irak, der er hårdt plaget af terror og vold med adskillige hundrede døde hver eneste måned de seneste år.

På et pressemøde i Geneve meddelte FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, at man fra onsdag iværksætter en fire dage lang luftbro med nødhjælp til den kurdiske by Arbil.

Flere end en halv million mennesker på flugt i området har brug for hjælp, meddeler FN-organisationen.

/ritzau/

Dagens Gossip