Iraks hær forsøger at generobre provins: Dræber 55

Skrevet af admin

04/01/2014

Dagens topnyheder

Irakiske soldater har lørdag indledt en omfattende offensiv mod den sunnidominerede provins Anbar, der i øjeblikket er overtaget af militante islamister.

Regeringshæren har dræbt 55 militante, oplyser en højtstående militærkilde til nyhedsbureauet AFP.

Kampe har stået på både i provinshovedstaden, Ramadi, og byen Fallujah, hvor amerikanerne havde store problemer med islamistiske oprørere under Irak-krigen.

I 2004 nedkæmpede amerikanske soldater oprørere i det, der blev kaldt Slaget om Fallujah. Det er siden blevet kendt som en af de mest blodige bykampe, amerikanske soldater i nyere tid har været involveret i.

I lørdagens kampe er mindst otte personer dræbt og 30 såret i Fallujah, og beboere i de to byer beretter, at intense ildkampe har betydet, at mad- og brændstofforsyningen er begrænset.

Den irakiske hær oplyser, at den har kontrol over indfaldsvejene til Fallujah, og hæren planlægger luftangreb mod begge byer.

Som en løsning på den humanitære situation har fødevarebutikker sendt mad ud i moskeer i Fallujah, og informeret indbyggerne via højttalere om, hvor de kan få noget at spise.

Fallujah blev mandag indtaget af sunnimuslimske militante med tilknytning til al-Qaeda.

I Ramadi har stammeledere bedt regeringen om hjælp til at nedkæmpe islamisterne.

- Vi har bedt dem om at bombe området med fly, men de har nægtet at gøre det med henvisning til, at de ikke vil beskyldes for at angribe beboelseskvarterer, siger en stammeleder over telefon til Reuters.

Situationen er angiveligt besværliggjort af, at lokale familier huser islamisterne.

Otte irakiske soldater er lørdag blevet dræbt i Anbar-provinsen.

Oprørsgruppen Den Islamiske Stat i Irak og Levanten har den seneste tid strammet grebet om Anbar-provinsen, der grænser op til Syrien.

Kampene i Anbar eskalerede mandag, da sikkerhedsstyrker greb ind for at fjerne regeringsfjendtlige demonstranter, som havde etableret en protestlejr mod den shiamuslimske regering i Bagdad.

Vreden fra det sunnimuslimske mindretal mod Iraks shiastyrede regering regnes i øjeblikket for at være den drivende kraft bag den vold, der hærger landet.

2013 har været det blodigste år i Irak siden den vestlige invasion, der blev indledt i 2003.

Fredag i sidste uge blev flere end 100 mennesker dræbt i landet.

/ritzau/Reuters