Iraks leder får tre dage til at skifte ud i regeringen

Skrevet af admin

28/03/2016

Dagens topnyheder

Iraks parlament har mandag givet landets premierminister, Haider al-Abadi, en frist frem til på torsdag til at præsentere et nyt ministerråd, der kan bekæmpe korruption i landet.

Hvis det ikke sker, risikerer Abadi at blive stillet over for en mistillidsafstemning, lyder advarslen i en meddelelse fra parlamentets formand.

Irakisk tv betegner det som en endelig frist for Abadi, som for seks uger siden lovede, at han ville udskifte ministre med teknokrater, som ikke har bånd til politiske partier.

Abadi er under pres fra flere sider. Samtidig med, at et flertal af parlamentets medlemmer kræver handling nu, er Den Grønne Zone i hovedstaden Bagdad, hvor regeringskontorerne og udenlandske ambassader ligger, blevet belejret af demonstranter.

Det er den magtfulde shiamuslimske prædikant Muqtada al-Sadr, som søndag indledte en sit-in inde i selve den tungt bevogtede zone.

Tusinder af hans tilhængere fortsætter en protest uden for porten til Den Grønne Zone, hvor de nu har befundet sig i over en uge.

Sadrs tilhængere demonstrerer også i byen Basra i det sydlige Irak.

I de seneste måneder er Sadr atter dukket frem som en magtfaktor i Irak. Han har titusinder af tilhængere, herunder militsfolk der hjalp med at forsvare Bagdad mod sunni-militante i 2004.

/ritzau/Reuters