Iraks parlament godkender al-Abadis foreløbige regering

Iraks parlament godkender en ny regering, der skal ledes af premierminister Haider al-Abadi. Han får en uge til at sammensætte et hold.

Tidligere premierminister Nuri al-Maliki forhåndsgodkendes sammen med to andre til en eventuel rolle som vicepræsident.

Vicepræsidentens post betegnes dog som ceremoniel.

Der er endnu ikke udnævnt en indenrigs- eller forsvarsminister, men Abadi forpligter sig til at gøre det indenfor en uge.

Dermed mangler vigtige poster stadig at blive besat, mens Irak kæmper mod den militante gruppe Islamisk Stat (IS), der opererer i den nordlige del af landet.

Abdel Abdel Mahdi bliver udnævnt som olieminister, mens Ibrahim Jaafari udnævnes som udenrigsminister.

Premierministerens forgænger Nuri al-Maliki trådte tilbage for tre uger siden.

Med sin afgang afsluttede shiamuslimen al-Maliki otte års styre, der har været præget af splittelse og marginalisering af det sunnimuslimske mindretal i landet.

Maliki, der havde placeret shiamuslimer på politiske og militære topposter, er blevet beskyldt for gennem marginaliseringen at bidrage til, at flere sunnier har sluttet sig til ekstremisterne fra Islamisk Stat, der truer landets sikkerhed.

Efter parlamentsvalget i april, hvor der ikke kom nogen klar afgørelse, opfordrede sunnimuslimer, kurdere og enkelte shiamuslimer Maliki til at træde tilbage og lade en anden overtage posten.

Også Iran og USA indikerede, at man gerne så ham afløst af en mere inkluderende leder.

Al-Maliki er medlem af Dawa-partiet sammen med Abadi, der ikke var den oplagte kandidat i kampen om at blive Iraks nye premierminister forud for, at præsidenten godkendte hans nominering og gav ham opgaven at danne en ny regering.

Abadis regering står nu overfor den uoverskuelige opgave, det er at skulle dæmpe den sekteriske vold, der er udbredt i landet.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip