Iraks regeringschef: IS planlægger angreb i Paris og USA

Skrevet af admin

25/09/2014

Dagens topnyheder

Irak har modtaget "pålidelige" efterretninger om, at Islamisk Stat (IS) har planer om at angribe undergrundsbaner i Paris og amerikanske storbyer, siger den irakiske premierminister, Haider al-Abadi.

- I dag, mens jeg har været her, har jeg modtaget rapporter fra Bagdad, hvor der har været foretaget anholdelser af nogle få elementer, og der er netværk uden for Irak, som planlægger angreb, siger den irakiske regeringsleder i New York til en gruppe amerikanske journalister.

Han siger, at nogle af de personer, som er anholdt i Irak, har franske og amerikanske statsborgerskaber, og at de kæmpede for Islamisk Stat i landet.

- De planlægger angreb på undergrundsbanerne i Paris og i USA. Ud fra de detaljer, jeg har, så virker det troværdigt, tilføjer han uden dog at kunne sige, om angreb skulle have været lige op over.

Al-Abadi siger, at han har modtaget informationerne under sit ophold i New York torsdag, hvor han deltager i FN's Generalforsamling.

I Washington siger regeringskilder dog, at USA ikke har informationer, der understøtte de irakiske efterretninger.

- Vi har set meldingerne om premierminister Abadis udtalelser. Vi har ikke fået bekræftet sådan et komplot og skulle vurdere enhver information fra vores irakiske partnere, før vi kan lægge os fast på noget, siger talskvinden for Det Nationale Sikkerhedsråd, Caitlin Hayden.

New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, siger dog, at myndighederne i storbyen er opmærksomme på advarslen fra den irakiske premierminister og den potentielle trussel, og at sikkerheden i forvejen er skærpet omkring den offentlige transport.

En gruppe tilknyttet IS halshuggede onsdag en bortført franskmand i Algeriet, og drabet blev filmet og lagt på internettet. De islamistiske bortførere havde krævet, at Frankrig stopper sin deltagelse i luftangreb på Islamisk Stat i Irak for at skåne den 55-årige franskmand.

Det afviste præsident François Hollande, og han kaldte onsdag drabet på Herve Gourdel for "modbydeligt og kujonagtigt".

Henrettelsesmetoden er den samme, der inden for den seneste halvanden måned er blevet brugt over for to amerikanske journalister og en britisk hjælpearbejder, som Islamisk Stat havde taget som gidsler i Syrien.

/ritzau/Reuters