Iran: Atom-aftale skal træde i kraft 20. januar

Skrevet af admin

12/01/2014

Dagens topnyheder

Irans udenrigsministerium siger, at en epokegørende atomaftale med Vesten vil træde i kraft den 20. januar.

- Aftalen vil træde i kraft den 20. januar, siger ministeriets talsmand, Marzieh Afkham, til nyhedsbureauet Mehr.

Meldingen fra Iran er ikke umiddelbart bekræftet af andre kilder. Den kommer på et tidspunkt, hvor der er meldinger om store fremskridt i forhandlinger mellem Teheran og stormagterne.

Under forhandlingerne har parterne søgt at løse de praktiske emner, som stadig mangler, før en løsning er på plads mellem Iran og stormagterne.

USA medgiver, at der er gjort fremskridt under forhandlingerne, men det er ikke rigtigt, at en endelig løsning er fundet, sagde en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium fredag.

/ritzau/AFP