Iran: Ayatollah Ali Khamenei har prostatakræft

Irans statslige medier har fremsat en sjælden offentlig kommentar om landets øverste leder gennem 25 år, ayatollah Ali Khamenei, der har været igennem en "rutinemæssig" operation for prostatakræft.

Det officielle nyhedsbureau Irna siger, at operationen på et regeringshospital i Teheran var "vellykket."

Den 75-årige leder har principielt det sidste ord at skulle have sagt i alle spørgsmål. Han har været Irans øverste leder siden 1989, da ayatollah Ruhollah Khomeini, lederen under Irans islamiske revolution, døde.

Irans statslige tv citerer Khamenei for, at der "ikke er nogen grund til bekymring."

- Jeg skal på hospitalet og gennem en operation. Der er intet at være bekymret over, sagde Khamenei inden sin indlæggelse.

Khamenei blev i 1981 udsat for et attentat, der betyder, at der ikke er kræfter i hans højre arm.

Han var præsident i Iran fra 1981 til 1989 - i den periode, hvor Iran og Irak lå i blodig krig.

Khamenei har det sidste ord at skulle have sagt i alle spørgsmål - fra Irans omstridte atomprogram til spørgsmål om sociale forhold i landet. Han har også har magt til at vælge medlemmer af det magtfulde Vogternes Råd, som godkender kandidater til valg.

I januar i år udsendte Khamenei ifølge den arabiske tv-station al-Arabiya et dekret, som forbyder iranske mænd og kvinder, der ikke er i familie, at chatte på nettet.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip